Gå til hovedindhold

Inspiration

Sommerruller med rejer eller grønt og satay nudelsalat

Leder du efter en let og frisk snack, som er perfekt til de lune aftener, hvor du bare vil have noget som er sprødt, farverigt og fuld af næring?

Vores sommerruller er fyldt med sprøde grøntsager, cremet avocado og duftende krydderurter, så hver rulle føles som en frisk bid.

Sammen med en syrlig og proteinrig satay-nudelsalat er det en ret, der mætter på den bedste måde.
Uanset om du vælger at tilføje rejer eller kører den som en vegetarisk version, er det en sand fornøjelse at dyppe hver rulle i den hjemmelavede sataysauce. Resultatet er en farverig og festlig tallerken, der passer til enhver lejlighed.

Portionsstørrelse

2
personer 

 

Ingredienser 

Ruller: 

  • 8 rispapirplader 

  • 150 g kogte rejer 

  • ½ agurk, skåret i tynde strimler 

  • ½ gulerod, skåret i tynde strimler 

  • ½ rød peberfrugt, skåret i tynde strimler 

  • ½ avocado, skåret i tynde strimler 

  • En lille håndfuld frisk koriander, finthakket 

  • Sesamfrø 

Nudelsalat: 

  • 100 g risnudler 

  • 50 g snittet rødkål 

  • 1 revet gulerod 

  • 4 fintskårne radiser 

  • ½ rød peberfrugt, fintskåret 

  • 1 fintskårne forårsløg 

  • 3 spsk. frisk koriander, finthakket 

  • 1 spsk. peanuts

Sataysauce: 

  • 2 spsk. peanutbutter

  • 1 tsk ahornsirup 

  • 1 tsk citronsaft 

  • 1 tsk sojasauce 

  • Vand til at finde den helt rigtige konsistens 

  • 1 tsk chiliflager

 

Fremgangsmåde 

  1. Halvér rejerne på langs, hvis de er store. 

  2. Dyp en rispapirplade i koldt vand i et par sekunder, indtil den bliver blød, og læg den på et skærebræt. 

  3. Til ruller med rejer: Læg reje, agurk, gulerod, rød peber, avocado og koriander midt på rispapiret. Fold siderne ind over fyldet, og rul stramt sammen. Gentag, så du får 2 ruller med rejer pr. person. 

  4. Til vegetariske ruller: Brug de samme grøntsager og urter, men udelad rejerne. Rul dem på samme måde. Lav 2 vegetariske ruller pr. person. 

  5. Når alle rullerne er lavet, drysses de med sesamfrø. Stil dem på køl, indtil de skal serveres. 

  6. Kom alle ingredienserne til nudelsalaten i en stor skål og bland godt. 

  7. Rør alle ingredienserne til sataysaucen sammen i en skål, til den er glat og cremet. Justér med lidt ekstra vand, hvis den er for tyk. 

  8. Hæld sataysaucen over nudelsalaten og vend godt rundt. 

  9. Servér nudelsalaten med dine foretrukne ruller – med eller uden rejer – og nyd et friskt og nærende måltid! 

 

Tip: Kan holde sig i køleskabet i op til 3 dage. Opbevar saucen separat, så salaten forbliver sprød. Lav gerne flere ad gangen som meal prep eller til sunde snacks i løbet af ugen!